Utroligt mange jobannoncer er bedre egnet til at skræmme folk væk end til hente ansøgere frem. Det har noget at gøre med en bastant opremsningen af kvalifikationer, uddannelser og  erfaringer. De opfattes lynhurtigt som minimumskrav.

Nu skal du høre en stor hemmelighed: det sker måske i ét ud af tusinde tilfælde, at en ansøger matcher samtlige krav/ønsker i et jobopslag. I alle de andre tilfælde ansætter man mennesker, som kun opfylder kravene til et vist punkt, men som måske også har noget andet spændende med i rygsækken..

Selvfølgelig vil der være nogle ufravigelig faglige krav. Hvis nogen søger en veterinær, så skal du nødvendigvis have tilbragt en række år på Det biovidenskabelige Fakultet. Men ellers handler udvælgelsen meget om, hvem du er som person. Hvor godt du rent menneskeligt passer ind i organisationen.

Der vil næsten altid være krav/ønsker i opslaget, som ligger udenfor din nuværende kompetence. Det gælder også for de andre ansøgere. Så lad være med at fokuserer på det du ikke kan, men prøv at sætte flueben ved alt det, du kan, og betragt resten som dine udviklingsmuligheder.

Og brug så både ansøgning og samtale til at sætte spotlight på det, du kan berige jobbet og virksomheden med. Ting firmaet måske ikke engang selv havde forestillet sig.

Der er faktisk stadig flere virksomheder, som primært og med stort held ansætter folk efter deres personlighed.

Jeg tror, det var Richard Branson, som en gang sagde, at han udelukkende hyrede folk efter deres indstilling. Som han pointerede: kundskaber kan tillæres, personligheden derimod, den er du født med.