Jeg ved det godt. Det strider mod, hvad de fleste af os har lært hjemmefra. Det der med at være ”god”. At være det gode barn, den gode bror/søster, den gode student osv. for til sidst at ende som den gode medarbejder.

Selvfølgelig vil du helst være en god medarbejder, at kunne opnå dine mål på rekordtid og kunne glæde såvel dine kunder som dine chefer. Og selvfølgelig ønsker du at være en god holdspiller – det er jo sundt for både dig og resten af teamet.

Siges det.

Det er også helt fint langt hen af vejen. Men du skal hele tiden huske, at du nemt kan gå for langt i jagten efter en guldstjerne i karakterbogen.

Hvem i dit liv har defineret, hvad ”god” er? Har du selv eller har andre? og er du enig – helt ind i rygmarven?

Nu skal du få et par bud på, hvad en god medarbejder er (du skal ikke opfatte tallene som prioritering, men bare som almindelig nummerering. Eller sagt på en anden måde. Det er i den række følge, jeg kom i tanke om dem):

  1. Du skal kunne holde en fornuftig balance mellem erhvervs- og privatliv, så begge parter sætter pris på, hvad de får – og så du selv er tilfreds med det, du yder begge steder. Du skal være lige så glad for at gå på arbejde, som du er for at komme hjem.
  2. Du vil kende firmaets idegrundlag. Ikke bare det, der er trukket i automaten hos et eller andet konsulentfirma, men det der står tilbage, når alle buzzwords er skåret væk. Det er her, du kan se, om virksomheden er værd at bruge lidt over halvdelen af dine vågne timer på.
  3. Du kan løse langt de fleste opgaver lige efter bogen. Men du er også den første til at stille spørgsmål, når noget dukker op, der ikke er normalt.
  4. Når du har en mening om arbejdsprocedurer, om enkeltkunder, eller om ideer, du mener, kan skabe fremgang og merværdi, så lad være med at mumle om dem i krogene. Du skal sige det opad i virksomheden. Højt, tydeligt og velbegrundet. Selvfølgelig løber du en risiko. Omvendt løber du en anden risiko hvis du ikke giver udtryk for dine tanker og ideer. Nemlig at være den sidste man får øje på, når forfremmelser og bedre lønpakker skal forhandles.
  5. Og så lige her til sidst. Hvis du prøver at please alle omkring dig, har du sat dig selv på en umulig opgave. Vær tro mod dig selv. Du må godt sige nej. Du må godt stille spørgsmål. Du må godt være lidt på tværs. Men du må aldrig, aldrig nogen sinde være en kværulant.