Du kommer virkelig på arbejde, hvis bare halvdelen af de kandidater, du skal interviewe, har hentet gode råd på nettet. De har forberedt sig virkelig grundigt. De har googlet, de har været på diverse websites om din virksomhed og din branche. Og de har været rundt at kigge på de sider, hvor man kan læse, hvordan man gør det bedst mulige indtryk under en jobsamtale.

Men – alt andet lige – har de hentet information fra de samme sider med de samme råd, og det får nemt de enkelte kandidater til at ligne hinanden.

Lad mig starte med at sige, hvad du egentlig godt ved:

Dit job er at finde ud af, hvad der gemmer sig bag hver enkelt kandidats facade. Derfor er det kandidaten, der skal tale, og dig, der skal lytte. Sig mindst muligt uden at være uhøflig, og når du siger noget, så gør det så vidt muligt ved at stille uddybende spørgsmål.

Start interviewet med at sætte dagsordenen. Fortæl vedkommende, at ansøgning og CV umiddelbart var interessant for jer. Nu vil I gerne lære vedkommende nærmere at kende, og I vil gerne vide, hvordan han/hun har forestillet sig jobbet, og hvordan de forskellige delopgaver bør prioriteres.

Dagsordenens indhold kan ikke komme som den store overraskelse, men den sætter alligevel nogle rammer, og den fortæller kandidaten, at nu er det hans/hendes opgave at give jer den nødvendige information. Det er her, du kan komme ind under huden å kandidaten.

CV’et har allerede vist dig, at kandidaten kan sit fag. Nu får du chancen for at høre, om du sidder overfor en dygtig teknokrat eller en sprudlende ildsjæl. Måden, han/hun fortæller om og spørger til jobbet, røber meget.

Men lyt også til, hvilken rækkefølge kandidaten beskriver de enkelte jobfunktioner. Og hvor længe. Rækkefølge og ”taletid” fortæller, hvor hans egne faglige interesser ligger. Matcher det jeres ønsker.

Jeg ved, du har hørt det før. Det dukker op på næsten ethvert kursus, der drejer sig om at omgås mennesker. Men det gælder også her. Du skal lytte dobbelt så meget, som du taler. Det er derfor, du har 2 ører og kun 1 mund.